Horsens
Velkommen til Horsens Kommune
Velkommen til Danmarks vækst-kommune nr. 1 - målt på bosætning.
Ifølge Danmarks Statistiks beregninger vil indbyggertallet i Horsens Kommune vokse med mere end 20 pct. frem mod år 2030, og dermed vil vi være Danmarks hurtigst voksende kommune. Og de faktuelle tal understøtter prognosen.
Da storkommunen efter en sammenlægning af Horsens, Brædstrup og Gedved kommuner blev født 1. januar 2007 var vi ca. 79.000 borgere. I november 2007 rundede vi borger nr. 80.000. Og da vi gik ind i 2009 var vi 81.549 borgere i kommunen. Samtidig er Horsens i top, når det handler om profil og omdømme. Og potentialet for vækst i erhvervslivet, kulturlivet og bosætningen er stort.
En positiv udvikling skal understøttes på alle mulige måder. Vi vil fortsat være en attraktiv erhvervskommune, og derfor satser vi på høj kvalitet i kommunens pasningstilbud og på skoler, idræt, kultur og oplevelser - områder, som vi ved, efterspørges af virksomheder og deres medarbejdere.
Krydret med de årligt tilbagevendende festivaler - Europæisk Middelalder Festival, Børneteater Festival, Blues Festival og Holmboe Festival – samt koncerter og musicals har Horsens Kommune et enestående ry for, at store arrangementer håndteres med professionalisme og entusiasme.
Vi har et aktivt erhvervs-, forenings- og kulturliv, der kan noget hver for sig, men mere sammen. Det gode samarbejde og netværk i kommunen er med til at gøre Horsens Kommune til noget specielt. Og det skaber et godt fundament for vækst og fremgang.
Venlig hilsen

Jan Trøjborg, Borgmester i Horsens Kommune