Gå til hovedindhold
Natur og friluftsliv

Strande, badesøer og kyst

Find badeområder ved kyst og sø, få gode baderåd og følg med i badevandskontrollen. Søg tilladelse, hvis du vil etablere kystbeskyttelse eller en badebro.

  • Læs op

Indhold

    Læs om de forskellige badesteder

    Badesøer

    Blidsø ligger mellem Sønder Vissing og Gammel Rye. 

    Søen har sandbund og er mellem 0-1,5 m dyb.

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om Blidsø (pdf). 

    Karl Sø ligger tæt på Bryrup. 

    Søen har overvejende sandbund, og der er en middeldybde på 2,3 m. 

    Badevandskvaliteten er udmærket.

    Læs mere om Karlsø (pdf). 

    Nedenskov Sø ligger tæt på Voervadsbro. 

    Søen har sandbund og har en middeldybde på 4,5 m. 

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om Nedenskov Sø (pdf). 

    Fyel Badesø er del af et rekreativt naturareal i nærheden af Voervadsbro.

    Stranden er ca. 50 meter lang. Hele området består af sand.

    Søen er ca. 6 meter dyb, hvor den er dybest.

    Badevandskvaliteten er udmærket.

    Læs mere om Fyel Badesø (pdf).

    Ring Sø ligger tæt på Brædstrup. 

    Søen har overvejende sandbund og har en middeldybde på 2,9 m. 

    Læs mere om Ring Sø (pdf). 

    Strande ud til Horsens Fjord

    Boller Mole ligger neden for Boller Slot ved Bollerstien.

    Her er etableret en 100 meter lang badebro, så man via badebroen kan komme ud, hvor vandet har svømmedybde.

    Bunden er sandet/mudret med enkelte større sten.

    Badevandskvaliteten er udmærket.

    Læs mere om Boller Mole (pdf).

    Husodde Strand ligger ved Stensballe. 

    Stranden har sandbund, og badevandskvaliteten er udmærket. 

    Stranden er en Blå Flag-strand. Læs mere om Blå Flag på Blaaflag.dk.

    Læs mere om Husodde Strand (pdf). 

    Stranden ligger tæt på Sejet.

    Bunden er en blanding af sand og sten. 

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om Sejet strand (pdf). 

    Strandparken ligger i bydelen Næsset i Horsens. 

    Bunden er en blanding af mudder og sand. 

    Der er generelt lavvandet. 

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om Strandparken (pdf)

    Langelinie ligger tæt på Horsens centrum. 

    Bunden er en blanding af mudder og sand med få større sten. 

    Der er generelt lavvandet. 

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om Langelinie (pdf). 

    Strande på Endelave

    Stranden ligger ved Endelave Havn. 

    Bunden er overvejende sand, men det er blandet med grus og sten. 

    Badevandskvaliteten er udmærket. 

    Læs mere om stranden ved Endelave Havn (pdf). 

    Stranden ligger for enden af Søndermølle. 

    Bunden er sandet, men med grus og sten. 

    Badevandskvaliteten er god. 

    Læs mere om stranden ved Søndermølle (pdf). 

    Stranden er beliggende på sydsiden af Endelave ved sommerhusområdet Lynger Strand.

    Bunden er overvejende sand med få større sten. 

    Badevandskvaliteten er udmærket.

    Læs mere om Endelave Lynger Strand (pdf)

    Stranden ligger på østsiden af Øvre. Den ligger ca. 2 km fra Øverste Ende, som er nordspidsen af Endelave. 

    Bunden er sandet med spredte sten. 

    Badevandskvaliteten er udmærket.

    Læs mere om Øvre - syd (pdf). 

    Søg tilladelse hvis du vil etablere kystbeskyttelse eller en bade- eller bådebro

    Ønsker du at etablere en bade- eller bådebro?

    Du skal have en tilladelse til at opføre en bade- eller bådebro. 

    Læs hvad ansøgningen skal indeholde (pdf). 

     

    Send din ansøgning til:
    Horsens Kommune, Naturafdelingen
    Chr M Østergaards Vej 4
    8700 Horsens

     

    Du kan også sende din ansøgning til natur@horsens.dk

    Læs retningslinjerne for etablering af bade- og bådebroer (pdf).  

    Kystbeskyttelse

    Hvis du vil etablere kystbeskyttelse, skal du have en tilladelse. Kommunen er myndighed på området og behandler ansøgninger om kystbeskyttelse.

    Kystbeskyttelse er forskellige foranstaltninger, som beskytter mod erosion eller oversvømmelse fra havet.

    Det kan eksempelvis være kystfodring, skråningsbeskyttelse, diger, højvandsmure eller høfder. Valg af metode afhænger bl.a. af, om kystbeskyttelsen skal forebygge erosion, oversvømmelse eller begge dele.

    Søg tilladelse til kystbeskyttelse

    Du skal altid søge en tilladelse hos kommunen

    • ved etablering af ny kystbeskyttelse
    • ved genopbygning af eksisterende kystbeskyttelse, som på grund af manglende vedligeholdelse ikke længere er virksomt
    • ved udvidelse eller ændring af eksisterende kystbeskyttelse, eksempelvis ændring af kystbeskyttelsens opbygning, dimensioner eller materialer.

    Det kræver ikke en fornyet tilladelse at foretage løbende vedligeholdelse af et lovligt kystbeskyttelsesanlæg, så længe hverken dimensioner, materialer eller opbygning ændres.

    Du skal kontakte kommunen

    • før du udfører vedligeholdelsesarbejde, hvis kystbeskyttelsesanlægget er fra før 1988, hvor kystbeskyttelse ikke krævede en tilladelse.

    Hvis du ønsker at etablere eller ændre kystbeskyttelse, skal du have tilladelse.

    Udfyld og send din ansøgning om tilladelse til kystbeskyttelse via vores digitale blanket.

    Som grundejer er det dit eget ansvar at beskytte din ejendom mod oversvømmelse eller erosion. Du skal som grundejer ligeledes selv afholde alle udgifter til ansøgning, etablering og vedligeholdelse af kystbeskyttelsen.

    Hvis grundejerne ikke kan blive enige om et fælles projekt på en længere kyststrækning, hvor der er behov for kystbeskyttelse, kan Kommunen i stedet igangsætte et kommunalt fællesprojekt
    efter kystbeskyttelseslovens § 1 a. Det kan ske enten på opfordring fra grundejere eller på kommunens eget initiativ.

    En anmodning om at igangsætte et kommunalt fællesprojekt skal som minimum indeholde en begrundelse for projektet og en oversigt over de ejendomme, der foreslås inddraget i projektet.

    Kommunen indgår gerne i en dialog om behovet for kystbeskyttelse og muligheden for en fælles løsning før der indsendes en anmodning om at igangsætte et kommunalt fællesprojekt.

    Efter anmodning om at igangsætte et kommunalt fællesprojekt, træffer Byrådet afgørelse om, hvorvidt projektet skal fremmes. Hvis projektet fremmes, skal kommunen bl.a. beslutte, hvilken kystbeskyttelse der skal udføres og hvordan projektet finansieres, samt træffe afgørelse om bidragsfordelingen. Med bidragsfordelingen vil Byrådet fordele udgifterne til projektet mellem ejere af fast ejendom, som opnår en beskyttelse eller anden fordel ved kystbeskyttelsen.

    Projekter, som omfatter gravning, boring, pumpning eller andre former for terrænændringer på strandbredden og 100 m ind i land, fra hvor den sammenhængende landvegetation starter, behandles af Kystdirektoratet.

    Følgende overvejelser og retningslinjer danner grundlag for Horsens Kommunes vurdering af ansøgninger om tilladelse til kystbeskyttelse. Det vil dog altid være en konkret og individuel vurdering, hvorvidt du kan opnå tilladelse til det ansøgte og hvilke vilkår, der vil være for en eventuel tilladelse.

    Metode, opbygning og placering

    • Det tilstræbes, at kystbeskyttelse så vidt muligt udføres som helhedsløsninger, så der opnås en sammenhængende beskyttelse på længere strækninger, hvor der er et behov.
    • Hvis kystbeskyttelsen etableres i forlængelse af et eksisterende lovligt kystbeskyttelsesanlæg, skal det nye anlæg så vidt muligt etableres i sammenhæng med det eksisterende anlæg for at opnå en helhed.
    • Horsens Kommune prioriterer kystbeskyttelsesmetoder, der samlet set har den mindste påvirkning på naturen og kystlandskabet.
    • Passiv (hård) kystbeskyttelse skal begrænses mest muligt, da det flytter erosionen til naboarealer.
    • Ved ansøgninger om kystfodring, herunder kompenserende fodring, vil der ske en afvejning, hvor hensynet til naturen og rekreative interesser vægtes højt.
    • Fodringsmængden ved en kompenserende fodring skal som udgangspunkt være tilsvarende den erosion, som kystbeskyttelsen forhindrer. Kompenserende fodring skal udføres løbende i hele kystbeskyttelsens levetid.
    • Et kystbeskyttelsesanlæg skal hvor muligt etableres så tilbagetrukket fra kysten som muligt, så strandbred og strandvegetation bevares.
    • I særlige tilfælde kan der være et krav om at kystbeskyttelsen skal etableres som en løsning i forskudte niveauer, for at reducere den visuelle påvirkning.
    • Kystbeskyttelse skal bestå af naturlige materialer, som ikke kan forurene.
    • Ved planlægning og dimensionering af kystbeskyttelse skal der altid inddrages klimafremskrivning og bølgetillæg.
    • Erstatter ny kystbeskyttelse gammel og udtjent kystbeskyttelse, vil der stilles vilkår om at det udtjente materiale ryddes op i forbindelse med etablering af nyt. Er der tale om ikke-naturlige materialer, vil dette skulle bortskaffes, mens at naturlige materialer vil kunne genanvendes i den nye kystbeskyttelse.

    Afvejning af hensyn

    • For at kunne opnå tilladelse til passiv (hård) erosionsbeskyttelse, skal der være et særligt behov. I det tilfælde, at der er negative påvirkninger på nabostrækninger, vil der som udgangspunkt blive stillet krav om kompenserende fodring.
    • Opnås der tilladelse til passiv (hård) erosionsbeskyttelse, vil der som udgangspunkt stilles vilkår om løbende kompenserende fodring.
    • På åbne eller uberørte kyststrækninger, typisk beliggende uden for bymæssig bebyggelse, vægter Horsens Kommune hensynet til kystlandskabets bevarelse og kystens frie dynamik særligt højt. Der skal være helt særlige argumenter for kystbeskyttelse for at opnå tilladelse. Ved en eventuel tilladelse vil der blive stillet krav om kompenserende foranstaltninger, der sikrer at anlægget har begrænset påvirkning. Det kan eksempelvis være sandfodring, tildækning af kystbeskyttelsesanlægget eller andre krav til anlæggets opbygning, materiale og udseende.
    • Ved ansøgning om beskyttelse af værdier, som ikke er beboelsesejendomme eller infrastruktur, eksempelvis skure, pavilloner, haver mv., vil hensynet til behovet for kystbeskyttelse som udgangspunkt vægtes lavt sammenlignet med de øvrige hensyn.
    • Det vil indgå i vurderingen, om behovet for kystbeskyttelse er opstået som følge af tiltag, der fjerner en naturlig robusthed mod erosion eller oversvømmelse.
    • Et kystbeskyttelsesanlæg må ikke vanskeliggøre eller forhindre den eksisterende adgang til og langs kysten.
    • Et kystbeskyttelsesanlæg må ikke skade nabostrækninger.
    • I tilfælde af, at der på et tidspunkt træffes beslutning om et kommunalt fællesprojekt på en strækning, vil beslutningen kunne indebære en ændring eller nedlæggelse af de allerede tilladte enkeltløsninger.

    Øvrige

    • Ved tilladelse til kystbeskyttelse, skal indehaveren for egen regning tinglyse en deklaration, som orienterer om tilladelsen og dens vilkår.
    • Af hensyn til natur og badegæster skal anlægsarbejder som udgangspunkt udføres i perioden fra 1. oktober til 30. april.